Maskinstorm

Hvordan vil kunstig intelligens forandre vores verden? I podcasten ’Maskinstorm’ inviterer en række af Informations fagmedarbejdere eksperter i studiet for at forsøge at finde svar på netop det spørgsmål. Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Listen on:

  • Apple Podcasts
  • Podbean App
  • Spotify

Episodes

Saturday Dec 30, 2023

Det seneste år har vi hørt meget om truslerne ved AI. Men udviklingen af AI er også fuld af håb. Det mener i hvert fald dagens gæst, der i en ny bog, AI - Mellem fornuft og følelser, argumenterer for, at mulighederne er langt, langt større end problemerne.
Jan Damsgaard, der til daglig er professor ved Department of Digitalization på CBS, havde egentlig affundet sig med, at internettet og smartphones ville blive de store teknologiske gennembrud i hans livstid. »Men ChatGPT overgik mine vildeste forventninger‚« fortæller han i dette sidste afsnit af podcastserien Maskinstorm.
Så nemt at bruge, så imponerende, så ufatteligt overbevisende.
»Jeg tænkte bare ‘wow, det her er en kæmpe ting’. Verden bliver ikke altså ikke den samme igen. Det her er epokegørende«.
Desværre frygter Jan Damsgaard, at Europa igen er ved at gøre, som vi gjorde under 00'ernes tech-revolution: regulere os selv helt ud af ligningen. 
Du kan lytte til hele afsnittet her eller på www.information.dk/podcast
Din vært er journalist Mathias Sindberg.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Thursday Dec 28, 2023

Har soldaten en fjende i sigtekornet, eller et uskyldigt menneske? Skal han eller hun trykke på aftrækkeren, eller ikke?
En af soldatens mest vanskelige opgaver har altid været potentielt at skulle beslutte, hvem der skal leve og hvem der skal dø i en krig.
Men noget er ved at ændre sig. De seneste år er våbensystemer, der er delvist styret af kunstig intelligens, blevet mere og mere udbredt. 
Dette afsnit af Informations podcastserie Maskinstorm handler om, hvilken rolle kunstig intelligens spiller på slagmarken. Og ikke mindst de etiske dilemmaer forbundet med det.
Journalist Natalie Barrington Rosendahl får besøg af Lars Bo Larsen, der er direktør for det nye Nationalt Forsvarsteknologisk Center, som er dannet blandt andet af de danske universiteter og sat i verden for at samarbejde med Forsvaret, industrien og det politiske niveau om at udvikle forsvarsteknologi.
Han tror, at kunstig intelligens inden for de felter, han arbejder med, vil betyde, at vi ser færre krige. Med færre dødsfald.
Du kan lytte til hele afsnittet her.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Tuesday Dec 26, 2023

Lige siden fotografiets opfindelse har der været utallige eksempler på manipulation, både foran kameraet og ikke mindst i efterbearbejdelsen af billeder. Alligevel har vi de seneste 150 år tænkt og brugt fotografiet som et slags sandhedsvidne.
Men med udviklingen inden for kunstig intelligens er den autoritet nu under alvorligt angreb. For hvis ingen længere kan se forskel på virkelige billeder og manipulerede billeder, hvordan kan vi så overhovedet stole på fotografiet som dokumentation?
Netop dét spørgsmål undersøger Informations fotoredaktør Sigrid Nygaard i dette afsnit af Maskinstorm, hvor hun får besøg af professor i Computer Vision ved Aalborg Universitet Thomas B. Moeslund, der forsker i, hvordan man får computere til at genkende og forstå digitale billeder.
Du kan lytte til hele afsnittet her.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Saturday Dec 23, 2023

En video af Joe Biden, der genindfører den militære værnepligt i USA er blot et af mange eksempler på, hvordan falske videoer, billeder og lydklip, også kendt som ’deepfakes’, har gjort det vanskeligere at skelne mellem sandt og falsk på nettet. 
Omfanget af manipuleret indhold på internettet er blevet et hastigt stigende problem, mener datalog og adjunkt på IT-Universitetet i København Aske Mottelson, der forsker i interaktionen mellem mennesker og maskiner og står i spidsen for et forskningsprojekt om netop ’deep fakes’.
»Jeg synes, man må erkende, at der er grund til bekymring. Det er imponerende, hvor realistiske de her deep fakes er blevet på meget kort tid,« siger han i dagens afsnit af Informations podcastserie Maskinstorm.
Ifølge Aske Mottelson har det altid været muligt at bedrage folk på nettet. Men hvor man tidligere skulle have gode evner inden for billedredigering, være en dygtig animator eller have penge nok til at hyre et professionelt filmhold, kan man i dag sprede effektiv misinformation med relativt få midler og beskeden erfaring. Men teknologien kan også bruges i det godes tjeneste. Det kan du høre meget mere om i dagens afsnit af Maskinstorm.
Din vært er lydredaktør Rasmus Bo Sørensen.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Thursday Dec 21, 2023

På internettet kan man besøge sjove AI-generatorer som DALL-E, der kan skabe billeder af lige det, man ønsker sig. Skulle det være The Beatles på en tandemcykel malet i Van Gogh-stil? Det kan du sagtens få. Og dermed har man implicit besvaret spørgsmålet om, om en AI kan lave kunst: Ja. Selvfølgelig kan den det.
Men ifølge post.doc. og AIAS-SHAPE Fellow ved Aarhus Universitet Janet Frances Rafner er det faktisk et lidt upræcist spørgsmål at stille. For nok kan AI generere billeder, som vi mennesker kan beslutte os for er kunst. Men er algoritmen også kreativ i sig selv?
Hvad vil kreativitet overhovedet sige? Det undersøger Janet Frances Rafner i en nyudgivet artikel om kreativt samarbejde mellem mennesker og algoritmer i tidsskriftet Nature, og det kommer hun i studiet i dette afsnit af Informations nye podcastserie Maskinstorm og fortæller mere om.
Din vært er kunstkritiker Bodil Skovgaard Nielsen.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Tuesday Dec 19, 2023

Vi bør tænke os grundigt om, før vi slipper ChatGPT og anden form for ny kunstig intelligens løs på arbejdsmarkedet. For vi risikerer, at det frarøver os mening i vores arbejdsliv.
 
Det siger Louise Haarder Fischer i dette afsnit af Maskinstorm. Hun er lektor på ITU’s institut for Business IT og leder for kandidatuddannelsen på Digital Innovation and Management samme sted. Og så forsker hun i, hvordan kunstig intelligens kan ændre på og i nogle tilfælde ligefrem ødelægge vores oplevelse af, at vores arbejde er meningsfuldt.
 
»Der er studier, der peger på, at mennesker kan føle sig isoleret og ensomme i arbejdet, hvis klassisk kunstig intelligens har overtaget og automatiseret deres oprindelige arbejdsopgave, mens mennesket bare sidder og overvåger eller passer algoritmen,« siger Louise Haarder Fischer.
 
Din vært i dag er journalist Natalie Barrington Rosendahl.
 
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Friday Dec 15, 2023

Kunstig intelligens er allerede i fuld gang med at ændre journalistikken og den offentlige samtale. Det siger professor på Institut for Datalogi på IT-universitetet i København Thore Husfeldt i dette afsnit af ’Maskinstorm’.
 
Teknologien sniger sig ind alle vegne i samfundet og gør det også i redaktionslokalerne rundt om i landet. Både nyhedsbureauet Ritzau og formiddagsavisen Ekstra Bladet bruger robotter til at frembringe sportsjournalistik og virksomhedsnyheder, og for nylig kunne Dagbladet Børsen oplyse, at en række redaktionssekretærer var blevet fyret, fordi avisen har fået et program, der med kunstig intelligens kan løse deres opgaver.
 
Men skarpe analyser, indsigtsfuld kunstkritik og original satire bliver ikke erstattet lige foreløbigt, mener Thore Husfeldt.
 
Din vært i dag er kulturjournalist Rasmus Elmelund.
 
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
 

Thursday Dec 14, 2023

Myndigheder har eksperimenteret med at bruge algoritmer til at forudse alt fra langtidsledighed til risiko for mistrivsel blandt børn. Men er det etisk forsvarligt at bruge fejlbehæftede modeller til at spå om sårbare borgere?
 
Det er emnet for dagens afsnit af Maskinstorm, hvor Thomas Troels Hildebrandt gæster studiet i Store Kongensgade. Han er professor ved datalogisk institut på Københavns Universitet og forsker i, hvordan man kan bruge kunstig intelligens i det offentlige system. 
 
Ifølge Thomas Troels Hildebrandt opstår der hurtigt store etiske og retssikkerhedsmæssige udfordringer, når man forsøger at bruge algoritmer til at spå om borgerne.
 
»For det her er modeller, og der vil altid være fejl i modeller. Så man skal altid tænke over, om vi kan tåle at begå fejl. Det kan man bedre, hvis man ikke retter skytset mod de sårbare, men måske indad mod sagsbehandlingen og spørger, hvordan vi for eksempel kan blive klogere på ventetider eller overholdelse af lovgivning,« siger Thomas Troels Hildebrandt.
 
Din vært i dagens afsnit er journalist Laura Friis Wang.
 
Podcasten er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Tuesday Dec 12, 2023

Dette afsnit af Informations podcastserie 'Maskinstorm' handler om kunstig intelligens som videnskab. Historisk set har videnskab handlet om at forstå verden og beskrive dens enkeltdele, men inden for kunstig intelligens sker der ofte det modsatte: Vi skaber noget, vi ikke forstår, og får nogle resultater, vi ikke kan forklare.
Dagens gæst, overlæge på Rigshospitalet og klinisk lektor på København Universitet Carsten Niemann, arbejder både med traditionelle videnskabelige metoder inden for medicin og med kunstig intelligens, og for ham at se er det ikke et problem. Det er bare sådan, videnskab er.
Din vært i dag er journalist Otto Lerche.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Thursday Dec 07, 2023

Vi mister arter i et hidtil uset tempo, og vi har brug for mere viden om, hvad det betyder for livet her på jorden. Det kan kunstig intelligens hjælpe os med, fortæller professor Toke Thomas Høye i dette syvende afsnit af ’Maskinstorm’.
 
Toke Thomas Høye er professor i biodiversitet på Aarhus Universitet og bruger kunstig intelligens til at forske i, hvordan klimaændringerne påvirker planterne og de insekter, der bestøver deres blomster.
Sammen med dagens vært, klimajournalist Marie Sæhl, gør han os klogere på, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe klima- og biodiversitetsforskningen.
Lyt til hele afsnittet her – eller dér hvor du normalt lytter til dine podcasts.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
 

Image

Your Title

This is the description area. You can write an introduction or add anything you want to tell your audience. This can help potential listeners better understand and become interested in your podcast. Think about what will motivate them to hit the play button. What is your podcast about? What makes it unique? This is your chance to introduce your podcast and grab their attention.

Copyright 2023 All rights reserved.

Podcast Powered By Podbean

Version: 20240731